På den nye blog poster jeg derimod næsten hver dag. 

Den nye blog er HER! (Klik på HER)

I've noticed, that I'm getting absolutely no traffic to my new blog from this one. That can only be because I haven't made it crystal clear, that notes on our travel are now found on another blog.

On the new blog I post almost every day.

The new blog can be found HERE! (Click the word HERE)

Austin seem from State Capitol (picture by Dane) 

Well, in the end we let ourselves be directed to an area called 6st Street and Lamar Blvd., where we were told there was an awesome bookshop. We needed a Texas guidebook and besides, bookshops are my primary craving.

Before we found it, we found something else. The worlds largest organic food shop. I have never seen anything like it, and I come directly from England, where a Waitrose Supermarket is already a zillion times more interesting and appealing than any Danish supermarket could ever be.

Well, we bought some stuff for lunch. Freshly made sushi for David and me, 8 California makis per person. A slice of pizza and a small carton of organic milk for Dane and a big box of fresh berries to share. And some super-healthy and tasty beverages to go with the food. And some hand made cookies for Dane. That was 40 dollars (220 kr./20 pounds)!

Then we were ready to hit the bookstore. We spent more than two hours in there! It's called Bookpeople and it holds a lot more than just books. Which was lucky for Dane, or he'd have been bored to death... They are open 7 days a week till 11 pm. Wauw!!!!

At the check-out counter they sold electronic George Bush key-rings. But no, not the ones you might picture, Austin being in Texas and all. These one counted the days, hours, minutes and seconds till the nation is rid of George W. Bush. I resisted buying one, but was most tempted!

Tired back and tired feet and tired little head too. Will go lie down even if it's only 5:15 pm here. And tonight we'll go eat something really rustic and Texan. Will let you know how that turns out :-)

Flight was without any trouble whatsoever, but of course long and tiring. We arrived first at Ft. Worth Airport in Dallas, an almost futuristic airport with a high rise electrical train between terminals (five of them). We had a junk food dinner which I guess is more or less the rule when you first land in America. Then we hung out in the chill-out lounge at Starbucks until our next flight. It lasted only 55 minutes and got us to Austin at seven o'clock our time - that would have been 1 o'clock Danish time and 2 o'clock English time. We took a taxi to our B&B, went out for a meal of Mexican tacos and then fell into a stupor, which we unfortunately woke up from already at 4 o'clock our time.

Now, at 7:30 we're all showered, brushed up on the world news (American news casts do obituaries before seven in the morning!!!) and SO SO ready for coffee and a substantial breakfast.

The heat and the humidity is of course fantastic. We just can't wait till midday...

More later!

Cousin Simmie and Dane

Dane and Granddad 

Granddad and Dane contemplating evening sky at Pagham, Sussex

Evening view from summer house patio

Arundel castle, Sussex

Cousin Avi on his way to first day at Secondary School (11 years old)

Dane and Daddy crossing river on stepping stones in Dorking, Surrey

Vi har været i sommerhuset i den lille søvnige badeby Pagham indtil i dag, og vejret har været sådan so-so tåleligt, men ikke ligefrem til solbadning. Dane og hans far har dog været i vandet et par gange og nydt det. Vi har besøgt Chichester, der er en hyggelig by med en flot domkirke. Og den lille turistby Arundel med et stort slot, som Dane syntes var "fantalastisk" (et udtryk han har lånt fra sin ven Adam). 

Det er ret specielt at være i sommerhuset. Næsten intet er forandret i huset siden 50'erne. Det er samejet af Davids mor og hendes søster, to noget forvirrede damer i 70'erne. De mener begge, at den anden ikke ønsker at forandre noget, og da de ikke rigtigt kan finde ud af at tale sammen (de er ikke uvenner eller noget, de taler bare forbi hinanden i en helt ekstraordinær grad), bliver der aldrig smidt noget ud, flyttet noget eller ryddet op. Sommerhuset består af et lille hus med to togvogne fra 20'erne som soveværelser. Togvognene har de oprindelige dørhåndtag fra 20'erne, i køkkenskabene er der kaffestel fra før krigen og det hele er så suppleret med "knick knack", som de to søstre skiftes til at købe på det lokale car boot sale.

Men øh, det skal opleves ;-) 

Vi havde en utroligt nem tur over. Ingen kø ved check-in, meget søde damer hos flyselskabet (hvis navn jeg ikke vil nævne for damernes skyld, for de gav os substantiel rabat på vores overvægt), næsten ingen kø ved security, fred og ro i afgangshallen. Flyet gik til tiden, vi havde gode pladser og da vi landede i Gatwick var baggagen fremme, inden vi nåede til baggagebåndet. Vi havde lejet en 2-døres VW Golf, men blev af ukendte årsager opgraderet til en 4-døres - helt ny. Og turen hjem til familien gik uden problemer. Vi håber, det er et tegn for resten af rejsen...

Dagen efter tog vi i sommerhus på Englands sydkyst. Både stedet og selve huset befinder sig i en tidslomme - det meste af huset stammer helt tilbage fra 20'erne, den generelle atmosfære i området minder mest om Engelsk arbejderklassebadeby i 50'erne. Aldeles fantastisk!

Nu er vi tilbage i forstæderne og tournerer mellem familiemedlemmerne. Hyggeligt, men lidt anstrengende. Jeg bekymrer mig også lidt for min vægt, for det virker som om vi spiser hele tiden! Jeg prøver at sige nej til ca. det halve og håber, det går.

Det er lidt svært at få blogget tilfredsstillende, når der både er familien at tage hensyn til + at sommerhuset ikke har Internet. Men jeg lader høre fra mig snart igen :-) 

Nå, nu har jeg indrømmet det :-)

Efter at have læst Stumbling on Happiness af Daniel Gilbert tænker jeg en hel del over den slags ting - det var godt nok en fantastisk bog, der fortjener sin berømmelse.

 Og her kommer så en opfordring til alle os velbjergede bloggere og bloglæsere med vores minimale problemer. Jeg blev meget berørt af et opråb fra Dansk Røde Kors i Politiken i dag. Billedet forestiller en indisk mor, der vader af sted i vand, der går hende til livet, mens hun skubber sin lille dreng foran sig i en gryde. Tænk, at jeg bare et lillebitte øjeblik har ondt af mig selv over, at jeg skal beslutte mig for, hvilke af mine ting, jeg først kan gense om seks-otte måneder, i hvilken periode det hele står trygt og forsvarligt opbevaret? Jeg skammede mig behørigt, da jeg betragtede billedet og gør aflad på Røde Kors' hjemmeside.

 De 12 dage i overskriften henviser i øvrigt til det antal dage, der er tilbage, inden flyttefolkene kommer og flytter alle vores ejendele hen på et lager...