Min mand arbejder for tiden som konsulent rundt omkring i Europa. Det betyder, at vi kun ser ham i weekenderne, og det er endda lige knap nok. Men da det er et dejligt og spændende arbejde, er der ingen, der klager, heller ikke mig!
For at få mest muligt ud af påskedagene sammen, fløj Dane og jeg til Berlin, hvor David arbejdede frem til torsdag aften. Vi ankom til hotellet - dejligt sted lige ved Friedrichstrasse/Under den Linden - ved 17-tiden, David var klar kl. 18.
Første aften nøjedes vi med at købe lidt ind - vild luksus i Galleries Lafayettes fødevareafdeling - og så gik vi ud og spiste italiensk. Det er altid populært hos Dane, der helst ville leve af pasta med parmesanost...
Langfredag tog vi tidligt af sted til Berlin Zoo. Der var allerede lang kø, da vi nåede derhen. Vi brugte 3-4 timer og spiste også frokost derinde. Den lille isbjørneunge Knut fik vi dog ikke set, for der var en to timer lang kø for at komme til at se ham! Til gengæld så vi Pandaen få mad - det var jo sjovt for en dansker, der ikke tidligere har set en lyslevende pandabjørn.
Fra Zoo tog vi en cykeltaxa igennem Tiergarten til Brandenburger Tor. Det var hundekoldt, så vi brugte nok ikke så lang tid dér, som vi egentlig burde. Vi gik tilbage til hotellet ad Under den Linden og kiggede på alle souvenir-butikkerne på vejen.
Om aftenen travede vi først hen til Checkpoint Charlie og besøgte museet dér, hvor man bl.a. kan se et udvalg af de yderst opfindsomme måder, de stakkels østberlinere fandt vej til vesten på. Desværre også tårefremkaldende eksempler på alle dem, som det ikke var lykkedes for. Dane spurgte og spurgte og spurgte til vi var på kanten af sindssyge.
Derefter gik vi hen til en restaurant, der lå lige i nærheden af, hvor David havde arbejdet, og hvor han havde spist med kollegerne. Det var thai-restauranten GoodTime.
Det var simpelthen en forrygende oplevelse. Restauranten er meget stor, rummer vel 100 gæster, og vrimler med unge tjenere af begge køn iført "skørter". Indretningen er en blanding af moderne møbler og skulpturer og traditionelle ting fra Thailand. Betjeningen var lynhurtig og meget venlig. Maden var anrettet så flot, at vi ærgrede os over, at vi ikke havde medbragt fotografiapparat. Men vi havde da taget mobiltelefonen med... Dane var helt pjattet med den and, udskåret af en kinaradise og med næb af spidsen af en chili, der fulgte med min hovedret.
Jeg bestilte en forret med en 2-chili-advarsel. Og det skulle altså tages alvorligt, for retten var langt stærkere end en tilsvarende i Danmark med 2 chilier. Men sådan rent chili-mæssigt har jeg hår på brystet, så jeg kunne nyde den alligevel.
Næste dag var den eneste dag, hvor butikkerne havde åbent, så vi tog til Potsdamer Platz, hvor der udover den fabelagtige arkitektur, som vi havde glædet os til at se, 
også var et indkøbscenter med mange udmærkede butikker. Vi købte sko til os alle tre - fx koster Birkenstock-sandaler det halve af, hvad de koster herhjemme.
Vi besøgte også Neue Museum, som vi dog ikke var særligt imponerede af. Det er nok, fordi vi er så forvænte med Louisiana. Så tog vi til Alexanderplatz, fordi vi havde lovet Dane en tur op i Vernsehturm. Ventetiden på mere end en time var dog godt givet ud, for det var sørme en fantastisk oplevelse at se det hele sådan lidt fra oven. Dane var helt vild med at være så højt oppe og løb rundt og tog en masse billeder, især af sporvogne og tog.
Vi tog så også en sporvogn hjem - måtte jo prøve det, når Dane nu så gerne ville. Besluttede os for at spise på værelset og foretog endnu en gang en luksus fouragering i Galleries Lafayette. Vi havde også investeret i Walk the Line på DVD, som vi sad og så i sengen med en kop te og et stykke lækker chokolade. Så er livet liiige til at bære...
Søndag drog vi lang pokker i vold, hvor guiden fortalte, at der var loppemarked. Men det var der da overhovedet slet ikke. Hm. Så gik vi til det Jødiske Museum og tilbragte nogle timer dér. Det er kæmpestort, men alligevel meget veldisponeret. Libeskinds bygning er fascinerende og grum på samme tid. Det var svært at forklare Dane, at det her var en anden gang, hvor der også var en masse mennesker, der led og blev slået ihjel, men at det var 30-40 år tidligere. Det er jo alligevel alt sammen ancient history, når man er født i 2001! Så tog vi U-banen til Der Reichtag, som Norman Foster (ham der herhjemme står for det nye elefanthus i Zoo) har lavet ny indmad til. Desværre var der en 500 m lang kø for at komme inden for, så vi afstod. Det var bare SÅ koldt. Vi gik så hjemad og så på vejen mange af de andre flotte nybygninger i området
- ikke mindst den nye hovedbanegård. Om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant i nærheden. Det var glimrende, men vil ikke gå over i historiebøgerne.
Søndag nøjedes vi med at gå op til Unter den Linden og spise morgenmad på den skønne og med rette berømte Café Einstein. Derefter var det tid til at køre til lufthavnen, hvor vi skiltes, fordi David skulle til Génève, hvor han skal arbejde i denne uge.
Der var jo en frygtelig masse, vi ikke fik set, men på kun treenhalv dag og med en femårig, der også skal have glæde af turen, synes vi egentlig, vi gjorde det ganske godt.
