12 dage
12. aug 2007 10:36, NeneMit aktivitetsniveau her på bloggen er til at overskue i disse dage. Til gengæld er det praktisk taget endeløst, hvad jeg har fået gennemkigget af gamle papirer, fotografier etc. og smidt i sorte sække (farvel fortid) og i kasser. Jeg kom til at tænke på, at det er endnu en af de måder, man tilpasser sin fortid til det, man gerne vil huske og huskes for. Man smider da bare det ud, som man ikke gider blive mindet om og beholder alt det, der kaster et mildt lys over fortididige handlinger og beslutninger!
Nå, nu har jeg indrømmet det :-)
Efter at have læst Stumbling on Happiness af Daniel Gilbert tænker jeg en hel del over den slags ting - det var godt nok en fantastisk bog, der fortjener sin berømmelse.
Og her kommer så en opfordring til alle os velbjergede bloggere og bloglæsere med vores minimale problemer. Jeg blev meget berørt af et opråb fra Dansk Røde Kors i Politiken i dag. Billedet forestiller en indisk mor, der vader af sted i vand, der går hende til livet, mens hun skubber sin lille dreng foran sig i en gryde. Tænk, at jeg bare et lillebitte øjeblik har ondt af mig selv over, at jeg skal beslutte mig for, hvilke af mine ting, jeg først kan gense om seks-otte måneder, i hvilken periode det hele står trygt og forsvarligt opbevaret? Jeg skammede mig behørigt, da jeg betragtede billedet og gør aflad på Røde Kors' hjemmeside.
De 12 dage i overskriften henviser i øvrigt til det antal dage, der er tilbage, inden flyttefolkene kommer og flytter alle vores ejendele hen på et lager...
