Jeg bemærker, at jeg overhovedet ikke får nogen trafik til min nye blog herfra. Det kan jo kun skyldes, at jeg ikke tydeligt nok har gjort det klart, at jeg nu skriver om vores rejse på en ny blog. Hvis jeg har tid og/eller overskud, vil jeg skrive om hjemlige emner eller om mere personlige overvejelser her. Men jeg advarer - det bli'r ikke tit. Det er forbløffende så travlt man kan have på sådan en ferie!

På den nye blog poster jeg derimod næsten hver dag. 

Den nye blog er HER! (Klik på HER)

I've noticed, that I'm getting absolutely no traffic to my new blog from this one. That can only be because I haven't made it crystal clear, that notes on our travel are now found on another blog.

On the new blog I post almost every day.

The new blog can be found HERE! (Click the word HERE)

I've decided to have a separate blog for our travels, which is kept in English. On this one I'll post comments on events in Denmark or use it for mean gossip in Danish about our American friends and family...
Please bookmark my new blog!            

My second cousin Bruce and his wife Nancy picked us up in Austin in their SUV. If you think that everybody in Denmark drives one, think again. But here it seems somewhat more called for. My uncles house is way out in the sticks at the end of a long driveway and they have really steep hills where they live. It’s not called the Hill Country for nothing.

We went directly to the RV-center where an incredibly patient man with a serious twang went through the operation of the RV with us. There are lots of things to remember! Already one day later we’d already forgotten how to put up the awning... However, Texans are incredibly nice and helpful, and people go way out of their way to help us. We don’t mind being the entertainment...

The RV was EMPTY when we got it (we knew that) and yesterday we went to Target to stock up on everything. Dear me, a lot of little Chinese must be working real hard to offer us rich westerners prices like that! And the choice. Well, everybody who’s been to the US knows about this, but it never ceases to astound me never the less. We bought everything from electric kettle to washing up liquid, sheets and pillows, knives and cutting board. Then off to a supermarket to stock up on food.

When we first picked up the vehicle and drove to the camp site Rio Raft where we are now, it was so late that we didn’t have time to buy anything. So when we woke up – ridiculously early because we still suffer from jetlag (we’re old you know), we had nothing (but the sheets and assorted tableware we’d borrowed from Nancy and Bruce). No water, no coffee, nothing but Dane’s weetabix and a little bit of milk Nancy had given us. So he was happy enough! And of course he doesn’t suffer from jetlag anymore. He’s just anxious to get in the pool and staying there all day, whereas we want to get out and do something.

We’re so fortunate that Bruce has lent us his gorgeous Cadillac Convertible, so we don’t have to drive around the area and do shopping in the RV. It’s real scary to park this thing! Driving these hilly roads in this heat is just fantastic in a red Cadillac!

Austin seem from State Capitol (picture by Dane) 

Will I ever get used to American cities that don't have a "real" (real meaning European style) downtown? You walk for miles and only see scattered shops. Today we've been trawling Congress Avenue, which is, I believe, the main road in Austin and the downtown area. Quite a few jewellery shops and a good deal of fast food places, hotels and restaurants, but other than that?

Well, in the end we let ourselves be directed to an area called 6st Street and Lamar Blvd., where we were told there was an awesome bookshop. We needed a Texas guidebook and besides, bookshops are my primary craving.

Before we found it, we found something else. The worlds largest organic food shop. I have never seen anything like it, and I come directly from England, where a Waitrose Supermarket is already a zillion times more interesting and appealing than any Danish supermarket could ever be.

Well, we bought some stuff for lunch. Freshly made sushi for David and me, 8 California makis per person. A slice of pizza and a small carton of organic milk for Dane and a big box of fresh berries to share. And some super-healthy and tasty beverages to go with the food. And some hand made cookies for Dane. That was 40 dollars (220 kr./20 pounds)!

Then we were ready to hit the bookstore. We spent more than two hours in there! It's called Bookpeople and it holds a lot more than just books. Which was lucky for Dane, or he'd have been bored to death... They are open 7 days a week till 11 pm. Wauw!!!!

At the check-out counter they sold electronic George Bush key-rings. But no, not the ones you might picture, Austin being in Texas and all. These one counted the days, hours, minutes and seconds till the nation is rid of George W. Bush. I resisted buying one, but was most tempted!

Tired back and tired feet and tired little head too. Will go lie down even if it's only 5:15 pm here. And tonight we'll go eat something really rustic and Texan. Will let you know how that turns out :-)

You see, I've already started the abb. the American way!

Flight was without any trouble whatsoever, but of course long and tiring. We arrived first at Ft. Worth Airport in Dallas, an almost futuristic airport with a high rise electrical train between terminals (five of them). We had a junk food dinner which I guess is more or less the rule when you first land in America. Then we hung out in the chill-out lounge at Starbucks until our next flight. It lasted only 55 minutes and got us to Austin at seven o'clock our time - that would have been 1 o'clock Danish time and 2 o'clock English time. We took a taxi to our B&B, went out for a meal of Mexican tacos and then fell into a stupor, which we unfortunately woke up from already at 4 o'clock our time.

Now, at 7:30 we're all showered, brushed up on the world news (American news casts do obituaries before seven in the morning!!!) and SO SO ready for coffee and a substantial breakfast.

The heat and the humidity is of course fantastic. We just can't wait till midday...

More later!

Cousin Simmie and Dane

Dane and Granddad 

Granddad and Dane contemplating evening sky at Pagham, Sussex

Evening view from summer house patio

Arundel castle, Sussex

Cousin Avi on his way to first day at Secondary School (11 years old)

Dane and Daddy crossing river on stepping stones in Dorking, Surrey

på onsdag flyver vi til Austin og jeg har netop booket et B&B til de første par dage. Vi trænger til et øjebliks pause mellem familievisitterne...

Vi har været i sommerhuset i den lille søvnige badeby Pagham indtil i dag, og vejret har været sådan so-so tåleligt, men ikke ligefrem til solbadning. Dane og hans far har dog været i vandet et par gange og nydt det. Vi har besøgt Chichester, der er en hyggelig by med en flot domkirke. Og den lille turistby Arundel med et stort slot, som Dane syntes var "fantalastisk" (et udtryk han har lånt fra sin ven Adam). 

Det er ret specielt at være i sommerhuset. Næsten intet er forandret i huset siden 50'erne. Det er samejet af Davids mor og hendes søster, to noget forvirrede damer i 70'erne. De mener begge, at den anden ikke ønsker at forandre noget, og da de ikke rigtigt kan finde ud af at tale sammen (de er ikke uvenner eller noget, de taler bare forbi hinanden i en helt ekstraordinær grad), bliver der aldrig smidt noget ud, flyttet noget eller ryddet op. Sommerhuset består af et lille hus med to togvogne fra 20'erne som soveværelser. Togvognene har de oprindelige dørhåndtag fra 20'erne, i køkkenskabene er der kaffestel fra før krigen og det hele er så suppleret med "knick knack", som de to søstre skiftes til at købe på det lokale car boot sale.

Men øh, det skal opleves ;-) 

i familiens skød.

Vi havde en utroligt nem tur over. Ingen kø ved check-in, meget søde damer hos flyselskabet (hvis navn jeg ikke vil nævne for damernes skyld, for de gav os substantiel rabat på vores overvægt), næsten ingen kø ved security, fred og ro i afgangshallen. Flyet gik til tiden, vi havde gode pladser og da vi landede i Gatwick var baggagen fremme, inden vi nåede til baggagebåndet. Vi havde lejet en 2-døres VW Golf, men blev af ukendte årsager opgraderet til en 4-døres - helt ny. Og turen hjem til familien gik uden problemer. Vi håber, det er et tegn for resten af rejsen...

Dagen efter tog vi i sommerhus på Englands sydkyst. Både stedet og selve huset befinder sig i en tidslomme - det meste af huset stammer helt tilbage fra 20'erne, den generelle atmosfære i området minder mest om Engelsk arbejderklassebadeby i 50'erne. Aldeles fantastisk!

Nu er vi tilbage i forstæderne og tournerer mellem familiemedlemmerne. Hyggeligt, men lidt anstrengende. Jeg bekymrer mig også lidt for min vægt, for det virker som om vi spiser hele tiden! Jeg prøver at sige nej til ca. det halve og håber, det går.

Det er lidt svært at få blogget tilfredsstillende, når der både er familien at tage hensyn til + at sommerhuset ikke har Internet. Men jeg lader høre fra mig snart igen :-) 

På torsdag tømmes huset, og alle vores ejendele køres på "fjernlager". Fredag formiddag flyver vi til England. Onsdag den 5. september flyver vi Heathrow - Dallas/Dallas - Austin. Fredag den 7. september henter vi RV'en ...

Mit aktivitetsniveau her på bloggen er til at overskue i disse dage. Til gengæld er det praktisk taget endeløst, hvad jeg har fået gennemkigget af gamle papirer, fotografier etc. og smidt i sorte sække (farvel fortid) og i kasser. Jeg kom til at tænke på, at det er endnu en af de måder, man tilpasser sin fortid til det, man gerne vil huske og huskes for. Man smider da bare det ud, som man ikke gider blive mindet om og beholder alt det, der kaster et mildt lys over fortididige handlinger og beslutninger!

Nå, nu har jeg indrømmet det :-)

Efter at have læst Stumbling on Happiness af Daniel Gilbert tænker jeg en hel del over den slags ting - det var godt nok en fantastisk bog, der fortjener sin berømmelse.

 Og her kommer så en opfordring til alle os velbjergede bloggere og bloglæsere med vores minimale problemer. Jeg blev meget berørt af et opråb fra Dansk Røde Kors i Politiken i dag. Billedet forestiller en indisk mor, der vader af sted i vand, der går hende til livet, mens hun skubber sin lille dreng foran sig i en gryde. Tænk, at jeg bare et lillebitte øjeblik har ondt af mig selv over, at jeg skal beslutte mig for, hvilke af mine ting, jeg først kan gense om seks-otte måneder, i hvilken periode det hele står trygt og forsvarligt opbevaret? Jeg skammede mig behørigt, da jeg betragtede billedet og gør aflad på Røde Kors' hjemmeside.

 De 12 dage i overskriften henviser i øvrigt til det antal dage, der er tilbage, inden flyttefolkene kommer og flytter alle vores ejendele hen på et lager...

Jeg vidste ikke, man ku' ha' dét, men hør lige her: Vi har en et år gammel hankanin ved navn Oswald. Han er lidt af en escape artist - næsten hver gang han bliver "sat på græs", finder han et hul, der i teorien er alt for lille til, at han kan komme ud af det, og hopper ud af det. Og han hopper af sted i fuld fart, hver gang man kommer i nærheden af ham.

Tidligere på ugen stak han af igen - måske havde han telepateret sig til, at vi har sat en annonce i den Blå Avis for at give ham væk, inden vi skal rejse?

Efter et par mislykkede forsøg på at fange ham, opgav vi og satte i stedet hans favorit mad ind i bunden af buret, så vi ku' lokke ham tilbage på den måde. Det har virket før. Men så bankede det på døren. Det var mor og datter fra genboen, midt i trediverne og seks. De ville fortælle, at vores kanin var i deres have. Det var jo pænt af dem - naiv som jeg er, troede jeg jo, det var, fordi de var flinke naboer, de kom og fortalte det. Men nej, det var jo, fordi moderen havde pelsallergi, og datteren var "panisk angst" for den. Nu troede jeg jo mest, man fik pelsallergi af dyr, som man rent faktisk kunne komme i nærheden af, og at man mest blev bange for dyr, der ikke rædselsslagent stak af, når man nærmede sig. Men nej, moderen gjorde mig også opmærksom på, at de jo har en baby stående i barnevogn dér i haven. Ja????? Jeg kender godt den gamle skrøne om katte, der lægger sig op i barnevogne til babyer og kvæler dem i deres søvn. Men kaniner?

 Den afsluttende bemærkning var: Og så skider den på vores græsplæne!

I parentes bemærket er kaninlorte ligesom harelorte, små kugler med "hø" inden i, der hverken lugter eller smatter. Og deres græsplæne er på ca. 1000 m2...

Heldigvis lykkedes det for os at fange ham ved hjælp af 3 personer og et net... Han ikke lige så kvik, som han er hurtig... 

Læs her og græmmes! 147.000 AK47-rifler?????

Vi - min mand, mindste søn og jeg - har snart længe haft en plan. En plan om at rejse rundt og se lidt af verden. Nu er der kun få uger, til vi tager af sted.

 Vores hus lejes ud og vi er i gang med sortering, pakning, udsmidning (1-3 kørsler til lossepladsen dagligt...) og ordning. Der er godt nok meget, der skal styr på, når man forlader landet i længere tid!

 Vi rejser først et smut til England, hvor vi skal besøge Davids familie. Og så går turen over Atlanten til San Antonio, Texas, hvor vi skal besøge min familie. Her lejer vi en såkaldt RV, som skal være vores hjem i ca. 3 mdr., hvor vi vil turnere den amerikanske deep south og østkysten. I december planlægger vi at være i Californien i lånt hus og med lejet bil. Derefter må vi se...

Hvis nogle af jer har prøvet DEN STORE FLYTNING og har dyrekøbte erfaringer, I har lyst til at dele, så er jeg taknemmelig modtager. Og hvis nogle af jer har erfaringer fra rundrejse i USA, vil jeg også mægtig gerne tage del i dem.

Skyd fra hoften, alle I globetrottere! 

Øv, jeg kan altså godt blive ret sur over, at den ene af de google-reklamer, jeg har på min blog er for Morten Messerscmidts hjemmeside. Har jeg mon selv gjort mig "fortjent" til netop den reklame, fordi jeg jævnligt skriver noget om hans parti?

Over and out for i dag.

 Tilføjelse fem minutter senere: Den er væk - i stedet er der en for Guccisko??????

 I sidste uge var Dane syg, og jeg sad en hel aften med ham i sofaen. Vi så mere fjernsyn den eftermiddag/aften end jeg vist har gjort i flere måneder. Et af de programmer, vi så, var fuldstændig syret - det var noget med at en familie havde skrevet ind til tv-stationen om, at moderen i huset var dårlig til at lave mad, og at de gerne ville have noget hjælp. Så kom to hvidhårede damer og bedømte kvindens madlavning, forsøgte at forklare hende, hvad hun gjorde galt, og så skulle hun i gang med at lave endnu et måltid. Det var fuldstændig grotesk... At se hende lave mad, høre hendes kommentarer til sig selv og til kameramanden eller hvem det nu var, hun talte med. Hun anede simpelthen ikke, hvad hun havde med at gøre. Hun skulle lave frikadellefars (det betragtede hun som svært...), og hun behandlede madvarerne som genstande. Hendes udtryk i ansigtet, da damerne spurgte, om hun havde smagt på maden! De kunne lige så godt have spurgt hende, om hun havde smagt på opvaskemidlet. Og så havde hun aldrig set hverken en aubergine eller krydderurter før. Hun kunne ikke genkende persille, hverken på smagen eller på udseendet...

Måske er det ikke så mærkeligt, hvis vi dør af livsstilssygdomme. Hvis almindelige mennesker, der skal forestille at stå for husholdningen i en familie, ikke har det mest basale kendskab til mad og tilberedningen af den, hvordan skal de så kunne sørge for, at familien får sund og nærende mad?

Måske ku Bertel Haarder sætte gang i en fødevarekanon? Så laver han da noget fornuftigt...